Kultur og bordtennis

Skrevet af Ole Dons den .

 

Kombinationen af kultur og bordtennis udviser et koncept, der er holdbart. Det kan sagtens lade sig gøre at afholde et bordtennisstævne efterfulgt af en rundvisning på Bellevue Teater, der har Arne Jacobsen som den altdominerende arkitekt. Han har tegnet og designet alt fra gulv til loft. Med andre ord han har haft en finger med i alle teatrets finurligheder.

Vi var 30 der deltog i en dobbelturnering i Grøndalscentret, hvor konceptet er, at en stærk spiller er makker med en ikke så dygtig spiller. Det er svært at planlægge, hvilket turneringsleder Gert måtte sande, da konceptet ikke holdt hele vejen. Et andet mareridt for en turneringsleder er, at når der kommer afbud i sidste øjeblik. Heldigvis var der dukket flere tilskuere op, der ville overvære den spændende turnering. I stedet for at være en passiv tilskuer blev de hurtigt engageret til en aktiv tilværelse som spiller. Selv om der ikke er præmier (flasker) på spil, bliver der gået til stålet, i det spillerne sætter en stor ære i at vinde så mange point som muligt. En anden pudsighed er, at der blev spillet 2 sæt til 15, og den der først  nåede 15, var vinder af sættet. Med kun 2 sæt kunne uafgjorte kampe også forekomme.

Efter frokosten gik turen til Bellevue Teatret, hvor Per, der er arkitekt og ekspert i Arne Jacobsen, tog imod os. (Per havde også deltaget i  turneringen).

Vi fik først en lille introduktion i teatrets historie. Bagefter gik turen til teatersalen, hvor der er plads til 750 tilskuere. Teatersalen skal forestille, at man sidder på stranden, og for at understrege dette kan loftet skydes til side, så man kigger op i himlen. Der var desværre ikke mulighed for at komme om bag scenen, da skuespillere var i gang med at indøve et kommende teaterstykke. På vores vej op til balkonen var der flere Jacobsen-detaljer, som man kunne betragte. Efter rundgangen i teatret blev vi samlet i foyeren , hvor teatrets direktør fortalte om planer for fremtiden. Et er sikkert, det er ikke kun ”Folk og røvere i Kardemommeby”, der er på tapetet, der er også mange planer for den kommende tid. Det skal nævnes, at Bellevue Teatret ejes af Gentofte kommune.

Efter rundvisningen spadserede vi langs med Bellavista, der er et mønstereksempel på Arne Jacobsens arkitektoniske og unikke evner. Vi fik vist, hvor Arne Jacobsen boede, hvor han brugte kælderen til sin tegnestue. Arne Jacobsens bolig med flere ejes i dag af Real Danmark. Hver gang der en der fraflytter sin bolig, bliver den sat i stand, og i denne periode er det muligt, at besøge husene.

Vi sluttede af med at krydse Strandvejen og gå tilbage langs den strand, som Arne Jacobsen også har haft en finger med i spillet. Denne del af Bellevue strand er gratis. I det fine efterårsvejr var der kun en enkel vandhund og en pige på den flotte sandstrand.

Tak til Gert og Per for en god turnering og et spændende foredrag om Arne Jacobsen.

Tommy

Udskriv